Sådan skaber du liv i dine tegninger

Sådan skaber du liv i dine tegninger

De fleste der laver tegneserier har fokus på deres hovedpersoner. Det er der ikke noget galt med! Men hvad med den verden, personerne bevæger sig rundt i? FIndes der metoder til at gøre baggrunden mere levende og interessant at kigge på?

Her er fem nemme forslag til hvordan du kan skabe mere liv i dine tegninger – og dermed historien.

1: Vejret

Hvis der er noget der har betydning for vores hverdag, så er det jo om det regner eller der er hedebølge. Så i stedet for at lade din tegneserie altid foregå med blå himmel og grønne balde på træerne, så lad vejret skifte lidt. En lille smule vind i håret, en vandpyt eller en bunke sne kan både være med til at fortælle noget om årstiden, personernes humør eller sige noget symbolsk i historien. En klassiker er regn på kirkegården under en begravelse, for at vise at personerne er triste. Men mindre kan også gøre det!

2: Forgrund

En måde at slippe for at tegne så meget baggrund på, er ved at have noget i forgrunden. Det er måske lidt snyd, men det virker! Og et træ, en bil, en postkasse eller et hegn kan være med til at give noget liv i billedet. Især hvis vi ikke kan se hele træet eller bilen eller hvad det nu er. Det giver en fornemmelse af at verden er større end det vi kan se på det enkelte billede, livet forstætter uden for rammen.

3: Skygger

Hvis der er noget uden for rammen, kan det jo også kaste skygger ind på billedet! Det kan være skyggen af blade på hovedpersonens ansigt, der viser at hun står under et træ (og det helt uden at behøve tegne et træ – smart!) eller det kan være lys fra en storby, et rumskib eller en solnedgang. Det giver liv til billedet, at noget udefra påvirker motivet. Og så er det jo ret nemt at tegne skygger.

4: Vælt billedet

Hvis alle billeder er lige ret op og ned, personer set fra maven og op der står og taler sammen foran en flad baggrund, ja, så bliver det lidt kedeligt at se på. Når linierne fra huse, døre, lygtepæle eller horisonten er paralelle med rammerne, så kan det faktisk også være lidt forvirrende som læser, da man kan komme til at blande stregerne sammen. Hvis du tipper billedet en lille smule engang imellem, så kan det give noget liv på siden – og dermed også til den verden, du vil vise.

5: Skrald

En verden hvor folk bor i, vil altid være lidt slidt. Folk efterlader sig spor i form af skrald, grafitti, en bold i græsset eller en cykel stillet op af en mur. Vil du gerne gøre din tegning levende, så er den slags efterladenskaber en nem måde at gøre det på.

Leave a Comment