Hvis der var en lynhurtig og nem metode at blive en dygtig tegner på, så ville der nok være flere dygtige tegnere i verden. Og hvis jeg kunne lære dig sådan en metode, så ville jeg nok være noget rigere!
Desværre er det ligesom med så meget andet man kan blive god til – fodbold, madlavning, matematik – man er nødt til at øve sig.
Man behøver dog ikke gå på et dyrt tegnekursus eller bruge ti timer om dagen for at blive dygtigere. En halv time om dagen vil også gøre en forskel. Her er et par gode fif til at blive bedre til at tegne.
1: Tegn hver dag
Man siger, at øvelse gør mester. Man glemmer dog lidt at sige, at det kan tage ret lang tid! Men hvis du tegner hver eller hveranden dag, så VIL du blive dygtigere. Det er ikke nok at tegne engang imellem eller når du føler dig inspireret. Det svarer lidt til at sige, at du nok skal løbe en tur, når du får lyst til det. Det får du så cirka aldrig! Hellere gør det til en vane at tegne en halv time hver eftermiddag eller hvad der nu passer ind i dit program. Jeg tegnede i matematiktimerne, det var den måde jeg blev dygtig på – altså bare ikke til matematik! Jeg siger IKKE, at du skal gøre som mig, men find ud af et godt tidspunkt, der fungerer i din hverdag og brug en halv time med tegneblokken i stedet for på mobilen. Det er sådan du bliver dygtigere.
Bonus tip: Hvis dine forældre ser dig sidde og tegne, så synes de 100 procent sikkert det er bedre end at være på TikTok og så slipper du for at høre på dem sige: “Hvad med at lave noget mere fornuftigt end det der?”
2: Tegn det svære
Du har sikkert et eller andet, som du har nemt ved at tegne. Noget, som du altid lige kan tegne, hvis du sidder med et blankt papir. Måske en sød kat, en sej prinsesse eller en fed bil? Da jeg var barn, tegnede jeg mest superhelte, seje krigere eller drager. Det blev jeg ikke bedre til at tegne af, for det var jo noget jeg kunne i forvejen! Det var først da jeg begyndte at tegne til skoleblade og forskellige magasiner, at jeg for alvor blev udfordret. For i den artikel jeg skulle illustrere, sov de i telt eller stod på ski eller spiste en banan, så det var jeg nødt til at tegne. Det kan godt være jeg snød lidt og kiggede efter et billede, men efterhånden kunne jeg tegne nogle andre ting end dem jeg selv ville finde på. Og det er helt klart den måde man bliver bedre på. Ved at tegne det, som man IKKE allerede kan, det man IKKE har supernemt ved.
3: Tegn efter virkeligheden
At tegne handler i virkeligheden ikke så meget om streger på papir. Det handler om at bruge sine øjne. De færreste mennesker kan tegne en myresluger, så det ligner. Du er nødt til at kigge på et billede af an myresluger først – endnu bedre at gå i zoo og finde en rigtig myresluger, som du kan studere! Og hvis du kommer hjem med 20-30 tegninger, så vil du kunne tegne en myresluger i søvne.
Nu er myreslugeren ikke det bedste eksempel, for hvor tit skal man lige tegne sådan en. Men uanset hvad du skal tegne, så er det en god idé at bruge tid på at kigge ordentligt på det inden du sætter den første streg.
Næste gang du sidder ved et busstoppested, i et tog eller et andet sted og keder dig, så lad være med at tage mobilen frem. Tag istedet en blok og en blyant og find et eller andet – en lygtepæl, et træ, en bil eller en anden person – og tegn efter det. Jeg er selv blevet utrolig meget bedre til at tegne alle mulige typer mennesker, ved at tegne mine klassekammerater, folk på gaden eller i en lufthavn. Der er endda et par stykker, der uden at vide det er havnet i nogle af mine tegneserier!
4: Stjæl fra dine idoler
Hvis du læser tegneserier, så har du helt sikkert også nogle favorittegnere, nogle hvis streg du bare ikke kan holde op med at kigge på. Det er fedt! Og det er faktisk endnu federe, hvis du kan kopiere nogle af deres tegninger. Jeg har selv haft perioder i mit liv, hvor min streg lagde sig meget tæt op ad andres. Jeg havde nogle idoler – F.eks Mike Mignola, Hermann og Sean Phillips – hvis tegninger jeg blev ved med at kigge på. Og på den måde kom min streg til at ligne deres.
Tegneserier handler meget om at forenkle. At tage noget indviklet som et hus, et træ, en kjole, et ansigt eller en frisure og så finde ud af hvordan man kan tegne det med færre streger – men det skal være de RIGTIGE streger. Andre tegnere igennem tiden har haft samme problem. Og måske kan du låne nogle af deres genveje, måder at forenkle på. Du må gerne stjæle! Og gerne fra flere.
Hvis du kopierer dine idoler, så vil du samle nogle tricks op, som du kan gøre til dine egne. Efter et stykke tid kan du tage en anden tegner og kopiere nogle af deres billeder, og nogle af deres tricks. Det lærer du enormt meget af.
5: Gem dine tegninger – også de dårlige!
Når man er midt inde i en jungle, så kan det være svært at se hvor langt man er. Sådan er det faktisk også med at tegne. Du tegner og tegner, men kan ikke se du bliver dygtigere, det hele er bare øv. Men hvis du ellers har fulgt mit første råd her i artiklen og tegner rimelig tit, så vil du være blevet bedre. Det vil du også selv kunne se, hvis du kigger tilbage på en tegning du lavede for et år eller måske bare et par måneder siden.
At blive dygtig til at tegne er en lang og nogle gange frustrerende proces. Men hvis du gemmer dine tegninger eller måske lægger nogle af dem på Instagram, så vil du kunne kigge tilbage og se, hvor langt du er kommet. Det giver noget motivation til at blive ved, når du faktisk kan se, at du bliver bedre! Så gem dine tegninger – også de dårlige.